Brystcancer efterbehandling

Dette forhold er det allervigtigste. Selve det kirurgiske indgreb er ansvarlig for langt den største del af succesen ved den samlede behandling. Her er det ikke så vigtigt om man har valgt en brystbevarende eller en ikke-brystbevarende operation. Det vigtigste er om man kirurgisk er ude i rask væv.

Det er kun indvækst i selve brystvæggen der kan begrænse dette. Gennemvækst i huden er ikke en begrænsning i sig selv, men kan være en vanskelig kirurgisk udfordring i svære tilfælde. At have fjernet det hele i rask væv er der stringente regler for og netop mikroskopien sikre at dette er tilfældet. Hvis ikke, må man opererer igen.

Dette spørgsmål er det næst vigtigst, idet der er meget stor forskel på den fremtidig overlevelse, om man ikke har spredning eller om man har nogle få eller mange lymfeknuder som canceren har spredt sig til.
Det er frem for alt det forhold, der afgør om man bliver tilbudt kemoterapi eller ej. Grunden er den, at hvis cancercellerne kan komme op til lymfeknuderne, så kan de i princippet også komme videre. Vi kan ikke vide det, fordi vi ikke kan undersøge det, hverken med blodprøver eller med diverse andre metoder, herunder scanninger. Først senere når spredningen har vokset sig stor kan vi se det på scanninger/scintigrafier.
Det er også dette forhold (om det er gået i lymferne), der afgør om man skal have strålebehandling op imod armhulen (og ikke kun på resten af det opererede bryst, hvis man har valgt brystbevarende operation). Mange patienter, der har fået fjernet hele brystet bliver overasket over, at man selv om de netop har valgt at få fjernet hele brystet alligevel kan risikere at blive tilbudt strålebehandling.
Endelig kan spredning til lymfeknuderne være med til at afgøre om man skal antihormon behandling eller ej.

Det er ikke ved alle cancere at størrelsen betyder noget, men det er med sikkerhed tilfældet ved brystcancer. Indtil for nogle få år siden anså vi en størrelse over 2 cm for afgørende for prognosen. Den grænse er nu sat ned til 1 cm, idet det har vist sig, at det nytter noget, at behandle aggressivt også på knuder, der er så små som 1 cm.

Moralen er selvfølgelig: find knuden tidligt og få den opereret så tidligt som muligt.

Her er det vigtigt at huske at de hormonfølsomme cancere (alt andet lige) er mere godartede end de ikke-hormonfølsomme. Tilmed er det så heldigt at antihormon-behandlingen er overordentlig effektiv – næsten lige så effektiv som kemoterapi. Endelig er der tilfælde, hvor en lille hormonfølsom cancer, der ikke har spredt sig til lymferne, slet ikke behøver efterbehandling, heller ikke med antihormon-tabeletter.

Ligesom knuden kan have hormon receptorer på celleoverfladen, så kan den have såkaldte HER-2 receptorer på overfladen. Dette er alt andet lige skidt, fordi canceren så oftest er mere aggressiv. Men heldigvis har vi nu medicin for dette – Herceptin-antistoffet, som i givet fald så skal gives ind i blodårene hver tredje uge i et år. Lang behandling, men ikke at forveksle med kemoterapi og ikke med de samme bivirkninger.

Det er det sidste der spiller ind i vores overvejelse om efterbehandlingen. Ikke fordi der gøres forskel på patienterne pga af alderen, men simpelthen fordi at jo yngre man er desto mere aggressiv er canceren ofte. Og, kemoterapien bliver mindre og mindre effektiv jo ældre patienterne bliver.

Nej, let er det ikke, men i de fleste tilfælde kan man forklare patienterne de forskellige forhold for den enkelte, så det er nogenlunde betryggende at gå til de følgende efterkontroller.