952 47 52 49 info@docrosenkilde.com

Brok-operationer

BROK - Færre tilbagefald efter moderne brokoperationer
Af Bo Rosenkilde, speciallæge i alm kirurgi

Brok er en defekt i bughulens væg

En lidelse der rammer både mænd og kvinder. Da mænd har en indbygget svaghed i bughulen, er lidelsen dog hyppigst hos dem. I fosterstadiet dannes de mandlige kønsorganer nemlig oppe i bughulen på samme sted som kvindernes æggestokke, hvorefter de gennem lyskekanalen vandrer ned i pungen lige omkring fødselstidspunktet. På vejen ned passerer testiklerne bugmuskulaturen og laver et svagt sted i denne. Tre fjerdedele af alle brok er således lyskebrok.

Andre broktyper er nogenlunde ligeligt repræsenteret hos de to køn. Blandt disse er den hyppigste navlebrokket, som skyldes, at navlestrengen fra moderkagen til barnet ikke er forstærket med muskler, kun med arvæv. Endelig kan ar efter tidligere operationer hele så dårligt, at der opstår et brok heri.

Principielt kan et brok udvikle sig mange andre steder i bughulen, og f.eks. er den indvendige spiserørsbrok ikke så sjælden endda. Her er årsagen en defekt i mellemgulvet på det sted, hvor spiserøret går igennem.

Bør opereres tidligt:

Ved brok ses der en udposning af huden. I de fleste tilfælde udvikler brokket sig over længere tid, og der kan være symptomer som ømhed og tyngdefornemmelse, ofte i forbindelse med tunge løft.

Så længe at bughulens indhold kan vandre ud og ind gennem brokporten i bugvæggen, er der ingen fare på færde, højest smerter og ubehag. Men hvis indholdet kommer i klemme i brokporten, er den gal. Hvis blodforsyningen afbrydes til det væv, der poser ud gennem brokporten, går der koldbrand i vævet – og så skal der opereres akut.

Selv om der ikke skulle være afbrydning af blodforsyningen, kan en afklemt tarm skabe store problemer, idet der kan opstå tarmslyng – en tilstand, der også kræver akut operation.

Derfor er det klogt at overveje operation på et ret tidligt stadium. Til at starte med er brokporten mest snæver, og dermed er risikoen for afklemning større. Resultatet af operationen er også bedre, når man opererer et brok, medens det er lille. Endelig er en planlagt operation forbundet med langt færre problemer end en akut foretaget operation.

Man skal huske at et brok ikke forsvinder af sig selv, når det først er dannet – i hvert tilfælde ikke i voksenalderen.

Kirurg Bo Rosenkilde
Med. Col. nr. 2909350

Spansk, Dansk, Norsk og Svensk
Speciallæge Anerkendelse

ADRESSE:
Clinica St. Elena
C/ Sardinero
Los Alamos, Torremolinos
Spanien

TELEFON:
(+34) 952 475 249